Ladbrokes fyrer chefen efter fejlslagen online strategi
Spilleselskabet Ladbrokes har fyret selskabets chef for online strategier, Richard Ames. Ames forlader jobbet med omgående virkning efter en fejlslagen strategi har kostet den engelske bookmaker millioner af pund.
Et af verdens største online bookmakerer, engelske Ladbrokes, har fyret chefen for online strategier, Richard Ames.
Ames kom til firmaet i 2009, og blev hurtigt en del af Ladbrokes bestyrelse. Han har siden 2011 stået i spidsen for at bringe Ladbrokes ind i den digitale tidsalder, men ifølge rapporter mistede han overblikket over et storstilet renoveringsprojekt af Ladbrokes hjemmeside. Det skulle senere koste ham jobbet.
Ames gik i juli 2011 i gang med projektet, der skulle gøre Ladbrokes hjemmeside mere attraktiv. Selskabet investerede i den forbindelse 50 millioner pund eller næsten 500 millioner danske kroner i Ames afdeling, med håb om at den nye side kunne stå klar til EM i fodbold.
Desværre for Ames og hans hold løb renoveringen ind i en række forsinkelser, hvilket senere betød at online afdelingens profit faldt fra 31 millioner pund til 15 millioner pund på et halvt år. Det blev for meget for Ladbrokes CEO Richard Glynn, som fyrede Ames i denne uge.
Efter fyringen af Ames har selskabet annonceret at man vil lede efter en ny direktør til at lede projektet på længere sigt, men ifølge visse iagttagere er skaden for selskabet allerede sket.
- Det er en meget skidt situation som unægteligt kræver at man kigger nærmere på Mr. Glynns ledelsesstrategier, sagde analytikeren James Hollins i Financial Times.
- Han har været der i to og et halvt år, han har vendt ryggen til potentielle overtagelser af andre firmaer og har introduceret et nyt investeringsprogram. Men det vi har her er en forsinkelse på ni måneder på en ny spilleplatform som skulle tage kampen op med spilleselskabet Bet365 og William Hill - at denne platform endnu ikke er klar op til starten på fodboldsæsonen er en betydelig blunder.
Læs også: Ladbrokes gør klar til at indtage Danmark med ny software-aftale

